Skolen kan ikke bestille din teoriprøve før:
1. Du har taget pasfoto.
2. Du har fået lavet lægeerklæring (husk pasbilledet til lægen).
3. Du har taget førstehjælpskursus. book her.
4. Fået underskrevet samtykkeerklæring (hvis du er under 18 år ved teoristart)
5. Du har afleveret lægeerklæring, bevis på førstehjælpskursus og evt. samtykkeerklæring til din
kørelærer.
Du kan ikke komme til teoriprøve, praktisk prøve eller på
glatbane uden:
1. Lektionsplan
2. Ansøgning om kørekort
3. Pas (kun til prøverne)
4. Opholdstilladelse (kun til prøverne, hvis ikke dansk statsborger)
Hvis du er i tvivl, så spørg din kørelærer. Vi er her for at hjælpe dig bedst igennem forløbet.
Det har
altid været svært at komme igennem køreprøven uden at dumpe. Når du skal til køreprøve i København, vil udfordringen selvfølgelig være større, da en
storby i sagens natur giver langt flere forskellige trafikale situationer, du
skal kunne klare.
Når først du og din kørelærer er enige om, at du skal op til prøven, er
det fordi du har vist, at du har de færdigheder. Der skal til for at bestå.
Herefter skal du klare ca. en halv times kørsel med politiets sagkyndige ved din side i stedet for din kørelærer.
Og her er det så desværre, at filmen knækker for nogle. De oplever, at det slet
ikke fungerer på samme måde til køreprøven, som når de kører med deres
kørelærer til en normal lektion. De dumper ofte på fejl, som de aldrig har
begået før, og som de efter prøven kun kan ryste på hovedet af, fordi det er
indlysende at det var forkert, og fordi det var en fejl man let kunne have
undgået.
Så hvordan undgår du at blive én af dem, der får en dårlig oplevelse til din
køreprøve ?
Det er ikke det, du har lært, der er forkert.
Det er ikke det, du kan, der ikke er godt nok.
Det er ikke dine evner, der svigter.
Det er det, du TÆNKER, der er afgørende for, om det går godt til prøven!
Problemet for de fleste, der ikke består, er, at de faktisk tænker FOR MEGET!
Du har garanteret oplevet at skulle læse en vigtig tekst, og er kommet helt ned i bunden af teksten, bare for at tænke: "Årh for pokker, hvad
stod der egentlig i den tekst... ?"
Man har set teksten og læst ordene, men fordi man også tænker på mange andre
ting i ens liv, har man ikke i første omgang fået fat i, hvad der egentlig var
budskabet i teksten. Herefter starter man igen, og prøver at forstå mens man
læser teksten.
Det samme sker for mange til køreprøven.
Man føler, der er så meget, man skal huske, og hvis man forsøger at få et
overblik oppe i hovedet, virker det næsten uoverskueligt og umuligt at huske
det hele. Det stresser, og når man dertil lægger alle de historier, man har fra
venners dårlige oplevelser til køreprøver, og ens eget ønske og ambition om at
gå glat igennem, så kan man blive unødvendigt nervøs. Så der skal ikke så meget
til, før man laver en dum fejl og dumper.
For at du kan bestå første gang, skal du selvfølgelig have prøvet at være i en
situation som den du er i til køreprøven. Du og din kørelærer skal aftale en
tur, hvor I IKKE taler om, hvad det er rigtigt og forkert, mens du kører. Det
skal være DIN beslutning, hvordan hver enkelt situation skal klares. Du skal
heller ikke undervejs bekræftes i, om du gør det rigtige, eller have svar på
eventuelle tvivlsspørgsmål. På den måde kan du bedst finde ud af, hvor du er usikker,
og om du er helt klar til den rigtige prøve.
Når du så endelig sidder der, i skolevognen med den prøvesagkyndige, skal du
vide, at han sætter sig i bilen med et ønske om, at du består. Han sidder der
ikke for at finde noget at dumpe dig på! Han må heller ikke give dig misvisende
eller forkerte vejledninger undervejs, blot for at teste om du kan reglerne.
Han har pligt til at vejlede på en positiv og letforståelig måde og skabe en
behagelig stemning i bilen, så du stille og roligt kan vise, at du er klar til
at køre i trafikken på egen hånd.
Til køreprøven kører du for første gang med det fulde ansvar og uden
skoleskilte.
De sidste ti minutter før prøven er som regel det tidspunkt, hvor man mærker
nervøsiteten mest. Men i stedet for at frygte prøven skal man prøve at tænke på
det, som en spændende og enestående oplevelse man skal igennem, og forsøge at
være nærværende og positiv.
Når først du er kommet godt af sted med sagkyndige, er din VIGTIGSTE opgave at
barbere ned på alt for meget tankevirksomhed. Ingen grund til at tænke på
skjulte højrevigepligter, eller det man skal huske ved parallelparkeringer, hvis
nu man alligevel ikke bliver udsat for det. FOKUSÉR derfor på vejen foran
bilen. Nøjes med at tænke 100 eller 200 meter længere frem. FOKUSER og OPFAT
hvad du ser på vejen, hvor du skal køre om lidt.
Pointen er, at hvis du nøjes med at sætte ord på de næste par hundrede meter
foran bilen, så vil det glide nemt for dig, og udfordringerne vil være få og
lette at klare. Hvis du derimod ikke kan de lægge tanker fra dig, som ikke er
relevante her og nu, så risikerer du, at det hele brænder sammen.
Typisk kan man komme til at lave en fejl, og kan ikke slippe den med tankerne.
Man tænker, at man nu nok er dumpet, eller den sagkyndige måske er sur, eller
lignende. I sådan en situation, kan man evt. sige til den sagkyndige, at man
godt er klar over man lavede fejlen. På den måde får man det ud af tankerne, og
samtidig gjort opmærksom på, at man er bevidst om sin kørsel, og hvad man laver.
Smid ikke det hele fra dig undervejs til prøven. Hold dig koncentreret og
fokuseret helt til sagkyndig har dirigeret dig tilbage, og bedt dig om at standse
motoren. Vis det bedste du kan, så længe som muligt. En god og sikker
afslutning på prøven kan være lige præcis dét, der gør at du får kørekortet
med hjem.
Undgå fejl i
standardsituationer.
Vær opmærksom på ikke at fejle i følgende standardsituationer til prøven:
IGANGSÆTNING
Lav ALTID orientering og tegngivning, når du sætter i gang (eller standser).
Vent med at blinke, til du kan køre - IKKE mens der er bagfrakommende biler og
cyklister.
LIGEUD KØRSEL
Når du bare kører ligeud, er der to vigtige ting: Din HASTIGHED og
PLACERING.
Er du i tvivl om, hvor hurtigt du må køre, så kig efter tavler med hastighed.
Hvis IKKE du ser tavler, så kør max 50 km/timen (80 km/timen udenfor tæt
bebyggelse). Brug gerne 4. gear ved 50 km/timen og op.
Placer dig i HØJRE BANE, hvis der er flere baner, eller i højre side af vejen,
hvis banen er bred.
HØJRESVING
Kør altid TÆT på kantstenen før du svinger. Uanset om der er cykelsti.
Er der cyklister, så kør ind foran dem og luk af, eller kør ind bag dem, hvis
de er tæt på krydset.
Tjek straks signalet i lyskryds for evt. GRØN PIL.
Når du svinger, så sørg for at placere bilen i nærheden af kantstenen, og IKKE ud
over midten af vejen.
VENSTRESVING
I lyskryds er det vigtigt at køre til MIDTEN af kryds, eller følge afmærkning
med svingbane.
BLIV HOLDENDE midt i venstresving, hvis du ikke har 100% udsyn over modkørende,
og vent evt. på, at lyssignalet skifter.
Efter rødt kommer ofte GRØN PIL.
I ENSRETTEDE gader skal du sørge for at svinge til venstre fra venstre side af
vejen.
Hvis du skal til venstre på ringgade eller lignende sted, så placer bilen så
hurtigt som muligt i den venstre vognbane. Brug blinklys for at få hjælp af
bagfrakommende, men hold din fart oppe. Jo mere du sætter farten ned, jo mindre
gider andre bilister hjælpe dig med plads.
Finder du ikke plads, så fortsæt lige ud.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ
Fodgængere. Der vil over fodgængerfelter.
Du skal så vidt muligt KUN holde tilbage for fodgængere i felter, og IKKE ved
åbninger i midterrabatter eller lignende.
Hold tilbage for busser der skal sætte i gang. HUSK at pligten kun gælder de
gule bybusser.
STOP for gult lys! Men kig i dit spejl ved opbremsning.
Det er svært at sige præcis, hvornår du skal stoppe, og hvornår du skal køre,
da din hastighed og afstand til kryds er afgørende, men en god
tommelfingerregel i bykørsel er at, hvis du ser det bliver gult, og du kan nå
at tænke: Skal jeg stoppe eller køre? Så er det, fordi du kan nå at stoppe.
SIDEAFSTAND
Ofte kommer man i midtbyen på steder med parkerede biler og ikke meget plads.
Kommer der en modkørende, er den mest almindelige fejl, at man ubevidst trækker
til højre for at lave plads for modkørende, hvorved man rammer sidespejl på
parkeret bil. FOKUSER på din egen afstand til biler i HØJRE side, og lad
modkørende klare sig selv.
HØJRE VIGEPLIGT
Sagkyndig skal som regel lige tjekke om du kender højre vigepligt.
Husk at de IKKE kan dukke op alle steder. Men vær opmærksom på dem i
boligområder, og de små gader.
INDKØRSELSFORBUD
Mange af dem, der dumper, har glemt at løfte blikket op i den højde, man finder
færdselstavler, og opdager derfor for sent tavler med indkørselsforbud. Disse
skal du være særligt opmærksom på i de små gader.
Hvis du kan holde styr på dine tanker, og ikke lave væsentlige fejl i standardsituationer,
har du alle muligheder for at bestå prøven i første forsøg.
Prøv også at TÆNKE kørsel. Betjening af bilen, og forskellige trafiksituationer
tænkes igennem hjemme. Jo mere du tænker inden du kører, jo mindre
skal du tænke imens du kører.
God fornøjelse og held og lykke til prøven.